Fund og mysterier

(© Jelling-monumenterne)

Hvilke fund er gjort i Jelling - og hvad er stadig et mysterium?

Arkæologer har gravet i fortidens Jelling i godt 200 år. Alligevel er der stadig flere ubesvarede spørgsmål end svar om verdensarvsstedet.

Var Jelling en kongeby?

Faktisk er det lidt af en gåde, hvorfor det lige var i Jelling, at Gorm den Gamle og Harald Blåtand slog sig ned. Der er et godt stykke vej til kysten, og i vikingetiden var man dybt afhængig af adgang til havet. Til gengæld er områdets jord frodig, og det kan være forklaringen på, at det var her, kongemagten havde sit hovedsæde for 1000 år siden. Men hvor Harald Blåtand eller Gorm den Gamle opholdt sig i Jelling, eller hvor meget de var her, ved man ikke. Der er nemlig aldrig fundet spor af deres kongsgård.

Vores verdensarv

Roskilde Domkirke, Kronborg slot, Jellingstenene og Ilulissat isfjord er udvalgt af UNESCO som VERDENSARV. Disse steder har så uvurderlig værdi for verden, at de skal bevares for eftertiden. DR Undervisning har samlet en række klip, som beskriver Unescos verdensarv i Danmark, i Grønland og ude i verden.

Se Tema

Svaret venter på at blive gravet op

I 2006 fandt man dog resterne af et kæmpe hegn, kaldet en palisade i området omkring Jelling-monumenterne. Et hegn, som kan være beviset på, at der i jorden omkring runesten og gravhøje også ligger resterne af Harald Blåtands eller Gorm den Gamles kongsgård. Og i september 2009 er der for første gang nogensinde fundet spor af huse fra Harald Blåtands tid i området omkring Jelling-monumenterne.

Der er tale om et såkaldt Trelleborghus, der har sit navn efter vikingeborgen ved Trelleborg på Sjælland. Og den kommende tids udgravninger i området vi vise, om der er mere at komme efter i den midtjyske muld.

Skelettet i kirken

Det er dog nogenlunde sikkert, at det var Gorm den Gamles skelet, der blev fundet, da man lavede en udgravning i Jelling Kirke i slutningen af 1970'erne. Der fandt man endelig forklaringen på, hvorfor der ikke blev fundet nogen knoglerester, da lokale beboere stødte på et gravkammer i højen nord for Jelling Kirke i 1820'erne. I gravkammeret lå nemlig et gyldent bæger, som var så unikt for sin tid, at det næsten kun kunne være lagt i en kongegrav. Derfor er teorien, at Harald Blåtand fjernede sin fars jordiske rester fra den hedenske gravhøj og begravede ham under en nybygget kirke på stedet, da han havde indført kristendommen.

Dronningen, som aldrig er fundet

Gorm skulle altså være fundet, men det er stadig et af Jelling-mysterierne, hvor hans elskede dronning Thyra ligger begravet. Hende er der aldrig fundet spor af, selvom både lokale, kongelige og eksperter igennem flere hundrede år har håbet, at hun lå i den tomme gravhøj Sydhøjen i Jelling - også kaldet "Thyras høj".

Læs også Vores verdensarv Se Tema

  1. Billedserie: Grønlands jagtområder
  2. Billedserie: Christiansfeld
  3. Billedserie: Stevns Klint
  4. Billedserie: Vadehavet
  5. Billedserie: Nordboernes rige
  6. Billedserie: Frederiksstaden
  7. Billedserie: Molerklinter
  8. Billedserie: Parforce Jagtsystemet
  9. Billedserie: Trelleborg
  10. Fremtiden for Roskilde Domkirke