Den subjektive dokumentarfilm

Når det personlige bliver et bærende element i narrativet.

Uddrag af 'Min barndom i helvede'

I den personlige dokumentar 'Min barndom i helvede' følger vi forfatter Lisbeth Zornig Andersens opvækst med svigt, vold og seksuelle krænkelser. Hun har brudt med sin baggrunds mønster og er i dag formand for Børnerådet. Nu opsøger hun sin fortid og dem, der lod det ske. Men rejsen til bunden af Danmark er sværere end forventet og tvinger hende til konfrontation med selv sine allernærmeste.

Sendt første gang 10.05.2012

Vis klippet i Mediebiblioteket for at gemme

Til læreren

Beskrivelse af materialet til læreren

Materialer til download

Samlet materiale

Litteraturliste

Pressemeddelelse fra The Why

Kolofon

Materialet er udviklet i samarbejde med lektor i mediefag og historie, Mikkel Randløv, fra Nørre Gymnasium.

Inden for nogle inddelinger af dokumentartyper trækkes den subjektive dokumentar ud som en særlig type (f.eks. under navnet den performative dokumentar), men her opfattes det subjektive som et særligt greb, der kan kombineres med de fire grundformer, der er beskrevet i fire andre artikler.

Subjektive dokumentarfilm vægter det subjektive og det personlige. Det er ikke ualmindeligt at se instruktøren vende kameraet mod sig selv som det mest radikale greb, og her bliver instruktørens egen historie centrum. Et beslægtet men lidt anderledes greb er, at instruktøren løbende bruger sine egne erfaringer og sin egen historie som en form for linse at se en anden historie igennem. Her fortæller instruktøren en andens historie, men bringer løbende sig selv ind i relation til det, der bliver fortalt. Det kan også være hypotetisk: Hvad nu hvis det havde været mig?

Dokumentarfilmen og moderne slaveri

Seks film om moderne slaveri danner rammen om et undervisningsmateriale om dokumentarfilm.

Se Tema

Vi ser også instruktører, der blot bruger sig selv som afsæt for fortællingen og eventuelt også til sidst igen for at samle op. Her bliver instruktørens egen fortælling ramme om fortællingen, men uden at gribe løbende ind. Alle disse greb er til for at trække publikum tættere på instruktøren, der undersøger for at skabe identifikation.

Den subjektive dokumentarfilm behøver imidlertid ikke at omfatte instruktørens historie, men kan også være optaget af andre subjektive og personlige fortællinger. Det vigtige her er at bemærke, at det subjektive fylder rigtig meget i dokumentarfilmen disse år.
Professor emeritus Ib Bondebjerg skriver om den subjektive dokumentar:

” […] den stærkere tilstedeværelse af mange former for private og subjektive historier hænger også sammen med, at de traditionelle og moderne sociale medier giver flere muligheder for at fortælle og trænge dybere ind i denne universelle historie om det private og familien.” (Bondebjerg 2016)

Her er Bondebjerg inde på vigtige forhold: Det subjektive fylder meget i dokumentarfilm i disse år, samt at både medier som tv og sociale medier gør det nemt at komme tæt på mennesker. Desuden er han inde på, at de personlige og private historier taler til alle, høj som lav.

Læs også Dokumentarfilmen og moderne slaveri Se Tema

  1. Om materialet og filmene fra The Why
  2. Fakta som genre
  3. Den autoritative dokumentarfilm
  4. Den observerende dokumentarfilm
  5. Den dramatiserende dokumentarfilm
  6. Den poetiske dokumentarfilm
  7. Den subjektive dokumentarfilm
  8. Kilder i dokumentarfilm
  9. Dokumentarfilmens lyd
  10. Lydens kategorier