OVERBLIK: Se temaer om brexit, Europa-Parlamentsvalg og Berlinmurens fald

Hvad betyder brexit, intern splid i EU og globale handelskrige for EU? DR Undervisning behandler de store spørgsmål i en række temaer.

En protestant, der er imod brexit, vifter med et EU-flag udenfor det engelske parlament d. 11. januar 2019. (Foto: Simon Dawson/Ritzau Scanpix) (Foto: Simon Dawson © Scanpix)

2019 står på mange måder i EU's tegn: Brexit gennemføres d. 29. marts – i en hård eller blød udgave; i maj er der valg til Europa-Parlamentsvalget; og til november er det 30-året for Berlinmurens fald i 1989.

Vi laver nye undervisningsmaterialer til alle emnerne, og her vil vi give dig et overblik over, hvad de kommer til at indeholde. Derudover giver vi dig en liste med relevante undervisningsmaterialer om EU, USA og demokrati, som allerede er udgivet.

Brexit: EU-modstand og selvbestemmelse

Storbritannien skal enten indgå en overgangsaftale med EU eller træde ud af EU uden aftale. Men hvordan er det kommet dertil og hvilke konsekvenser kan det have for Danmark?

Se Tema

Selvom indholdet i materialerne ikke er direkte relateret til globale problematikker som klimaforandringer og handelskrige, så kan du også nemt inddrage disse emner i din undervisning om internationale samarbejder.

Brexit – er udkommet

'Brexit: EU-modstand og selvbestemmelse' er et undervisningsmateriale med tre elementer:

  1. En tidslinje over processen fra Storbritanniens folkeafstemning i 2016 til 15. januar 2019, hvor det britiske parlament stemmer om Mays aftale. Tidslinjen opdateres løbende, når der sker væsentlige begivenheder i processen.
  2. En klipsamling med tilhørende opgaver om briternes bevæggrunde for at forlade EU, med fokus på deres historiske forhold til EU, deres egen identitet og indvandringsspørgsmålet.
  3. En klipsamling med tilhørende opgaver om, hvilke konsekvenser brexit kan få for dansk økonomi, og om Danmark også bør have en afstemning om vores EU-medlemskab.

Intern splid i EU – udkommer i februar

I serien 'Skål for Europa' tager journalist Morten Brink Iwersen tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen med på roadtrip gennem seks EU-lande: Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og Ungarn.

De drikker vin, Fogh Rasmussen kommer med egne overvejelser om EU's fremtid og de taler med fremtrædende politiske personer om EU, eksempelvis Romano Prodi.

Vi får lavet seks korte videoudgaver af hvert afsnit, hvor hvert land repræsenterer en udfordring for EU i fremtiden. Hertil laver vi arbejdsopgaver, der giver eleverne en række forskellige perspektiver på EU's fremtid.

Europa-Parlamentsvalget – udkommer i april

I maj 2019 er der Europa-Parlamentsvalg. Historisk er valgdeltagelsen til Europa-Parlamentsvalg relativt lav i hele EU, men på baggrund brexit vil dette valg måske være anderledes. Og måske kan det danske folketingsvalg, der afholdes i løbet det første halvår af 2019, få betydning for Europa-Parlamentsvalget.

Vi laver et undervisningsmateriale, der skal klæde eleverne på til at forstå væsentligheden af Europa-Parlamentet, samt muligheden for at diskutere emner som demokrati, selvbestemmelse og suverænitet.

Berlinmurens fald i 1989 – udkommer i efteråret 2019

Det er i år 30 år siden Berlinmuren faldt og afsluttede den kolde krig. En konflikt, der havde opdelt Europa siden 2. Verdenskrigs fald.

DR's sendeflade vil have stort fokus på dette i efteråret, og her på DR Undervisning vil vi lave et undervisningsmateriale, der både kigger bagud og fremad i forhold til, hvad Berlinmurens fald har betydet, og hvor Europa er på vej hen.

Undervisningsmaterialer, der allerede er udkommet

Og så er der naturligvis de materialer, vi allerede har liggende, og som fint kan supplere de kommende emner i jeres undervisning om EU:

  • Sådan arbejder EU: Et undervisningsmateriale om EU-økonomi, og om hvad det kræver at få en adgangsbillet til EU. Undervisningsmaterialet er udviklet i samarbejde med Folketingets EU-Oplysning.
  • Retsforbeholdet: Danskerne sagde nej tak til at få en tilvalgsordning i stedet for retsforbeholdet. Se klip, og lav opgaver om EU's retspolitik og danskernes EU-skepsis.
  • EU's institutioner: En række klip forklarer, hvem der bestemmer, og hvad de bestemmer. Her kan I lære om EU's opbygning.
  • Midtvejsvalget, vælgerne og Trump: Befolkningen i verdens største økonomi og væsentligste militære magt valgte i efteråret deres folkelige repræsentanter til Kongressen og Senatet. Har præsident Trumps mange personsager indflydelse på vælgerne, og hvordan er det amerikanske system anderledes end det danske?
  • Udfordringer i demokratiet: Demokratiet har over 150 års historie i Danmark. Men hvordan ser det ud i resten af verden? Kom tæt på demokratiske udfordringer i USA, Rusland og resten af verden her.
  • Verden omkring os: Vi har samlet en række udsendelser, der tager fat på forskellige politiske, økonomiske og sociale konflikter rundt omkring i hele verden. Der er ikke opgaver til, men derimod er indholdet kategoriseret til omkring geografiske områder, så det er nemt at gå til. Emnerne er:
    • Vesteuropa nu og i fremtiden
    • Østeuropa nu og i fremtiden
    • Brexit: Et samlet eller splittet EU
    • USA: Fremtidens supermagt
    • Mellemøsten mange ansigter
    • Flygtninge- og indvandrerdebat
    • Fjernøsten