Sådan bruger du Mediebiblioteket

Mediebiblioteket er jeres værktøj til at gemme klip og dele dem med andre. Det kræver bare et UNI-Login.

Opret mapper

Det første, du skal gøre, er at gå ind på Mediebiblioteket. Her skal du logge dig ind på din personlige side "Mine medier" med dit UNI-Login.

Under "Minde medier" kan du oprette dine egne mapper. Klik på "MAPPEINDSTILLINGER", og giv din nye mappe et navn.

Søg efter klip

Når du vil finde et klip i Mediebiblioteket, går du til fanen "SØG KLIP". Her kan du både søge på specifikke titler og brede emneord.

For at være helt ærlig, kan søgemaskinen godt være lidt tung at danse nogle gange (vi kan ikke alle have lige så gode søgealgoritmer som Google). Så prøv dig frem med forskellige søgeord.

Gem klip i mapper

Når du finder et klip, du gerne vil gemme i en mappe, klikker du blot på "GEM" under klippet. Herefter vælger du den mappe, klippet skal gemmes i.

Kopier link til klip

Du kan også kopiere linket til klippet, og sætte linket ind i Word, Power Point, mail mv.

Husk, det kræver UNI-Login at åbne linket til klippet.

Del mapper med andre brugere

Du kan dele en mappe med én eller flere andre brugere. Det er smart, hvis I er flere, der skal finde klip til en opgave, eller hvis du som lærer vil have dine elever til at se flere udvalgte klip.

  1. Åbn den mappe, du vil dele. Du finder din mappe under fanen "MEDIEBIBLIOTEKET".
  2. Inde i mappen klikker du på "MAPPEINDSTILLINGER".
  3. På den nye side, der kommer frem, klikker du på fanen "DEL".
  4. Vælg om mappen skal være åben, skrivebeskyttet eller lukket:
  • Åben – alle kan se, gemme og slette klip i mappen.
  • Skrivebeskyttet – alle kan se klip, men det er kun dig, der kan gemme og slette klip i mappen.
  • Lukket – ophæver delingen på en mappe.

Når du har valgt, om mappen skal være åben, skrivebeskyttet eller lukket, trykker du på "GEM INDSTILLINGER". Herefter får du en kode – fx XT6R5. Denne kode deler du med de personer, der skal have adgang til mappen.

Hent en delt mappe

Når du skal hente en delt mappe, skal du bruge en kode, som den person, der har oprettet og delt mappen, har fået. Fx XT6R5.

I Mediebibliotekets højre hjørne finder du knappen "HENT DELT MAPPE". Klik og skriv koden ind.

Du har nu hentet den delte mappe og vil kunne finde den i "Mine medier", når du er logget ind på DR Undervisning.