Balance på en knivsæg

Karzai-regeringen er parat til at indgå en fredsaftale med Taleban. Men der er grænser for kompromiset, siger præsidentens talsmand Hamid Elmi.

For præsident Karzais mangeårige talsmand Hamid Elmi er det største problem lige nu at finde ud af, hvem de egentlig forhandler med. Afghanistan består, ud over Taleban, af talrige stammeledere og krigsherrer, som alle vil have en bid af magten. (Foto: Charlotte Aagaard © iBureauet)

Til læreren

Fag: Samfundsfag

Optakt til undervisningen

Opgaver

Kampen for uddannelse

Krig uden ende

Sociale forhold

Økonomisk genopbygning

Kolofon

Det nye Afghanistan er produceret i samarbejde mellem iBureauet/Dagbladet Information og DR i 2011. Sidst opdateret i august 2013.

Læs mere

Send mig tilbage til:

Det nye Afghanistan forsiden

Krig og fred forsiden

- Taleban er som et løg. Der er mange lag uden på hinanden, og dem vil vi pille af, ét for ét.

Sådan beskriver præsident Karzais mangeårige talsmand Hamid Elmi de afghanske oprørere, som hans regering prøver at slutte fred med.

Hvis man fjerner de yderste lag af almindelige fodsoldater og kommandanter, er der til sidst kun kernen tilbage; Mullah Omar og hans nærmeste rådgivere i den såkaldte Quetta-shura - eller råd - og så er krigen slut, lyder hans analyse over en danskvand i Kabuls dyrt udsmykkede udenrigs-ministerium.

FactBox

Fakta om krigen

Siden 2001 er antallet af militære sammenstød mellem NATO-soldater og Taleban taget voldsomt til.

Antal fjendtlige handlinger per måned:

  • 2009: 960
  • 2010: 1.620
  • 2011: 1.664

Hvem er hvem

Hamid Elmi har fulgt den afghanske regerings freds-bestræbelser på nærmeste hold.

- Vores største problem lige nu er at finde ud af, præcis hvem vi skal forhandle med. Enhver kan jo hævde at have 10.000 mand under sig, og hvem ved, om det er sandt. Hvis vi forhandler med de forkerte, er løbet kørt, forklarer den journalistuddannede talsmand på fejlfrit engelsk.

Tre slags oprørere

For at illustrere dilemmaet tegner han tre sammenhængende cirkler.

FactBox

Hvad mener Afghanerne

  • 47% af afghanerne mener, at landet bevæger sig i den rigtige retning
  • 44% mener, at landet bevæger sig i den forkerte retning
  • 83% støtter regeringens bestræbelser på at finde en fredsløsning med oprørerne
  • 81% støtter det demokratiske princip om lige ret for alle til at deltage i det politiske liv
  • 40% har ”en vis grad af forståelse” for Talebans motiver til at føre væbnet kamp
  • 42% af afghanerne har oplevet økonomisk fremgang siden 2009.
  • Afghanernes største problemer er manglen på sikkerhed, arbejdsløshed og korruption.

Kilde: Asia Foundation, 2010.

Den mindste cirkel symboliserer den hårde kerne; top-ledelsen i Taleban og de andre oprørsbevægelser, den midterste er mellemlaget; kommandanterne, og den sidste store cirkel er de 80 procent af oprørerne, som er almindelige fodsoldater.

- Det er kommandanterne, vi håber at komme i forhandling med. De kan godt lokkes tilbage til samfundet, hvis de får tilbudt en passende post, siger han.

Top og bund

Men også fodsoldaterne, der er gået med i Taleban på grund af frygt, penge, arbejdsløshed og utilfredshed med regeringen og de udenlandske styrker, er til at tale med.

- De er villige til at forlade Taleban, hvis vi kan beskytte dem mod intimidering, trusler og pres, siger Elmi.

Forhandlinger med topledelsen går det derimod ikke særlig godt med.

- Vi kan ikke finde et fælles sprog, konstaterer han og forklarer, at regeringens mål med forhandlingerne er at få Taleban og deres allierede i Haqqani-netværket og Gulbuddin Hekmatyars Hizb i-Islami til at nedlægge deres våben og blive politikere i stedet.
Og det er oprørerne ikke interesserede i.

Del i magten

Præcis hvad det er, Karzai-regeringen tilbyder Taleban, vil Elmi ikke afsløre, men de officielle krav til oprørerne er, at de skal lægge våbnene på hylden og acceptere den afghanske forfatning.

Hamid Elmi afviser da også, at Taleban kan få del i magten, så længe de fører væbnet kamp.

- Det er udelukket, siger han.

- Men hvis de nedlægger deres våben og bliver politiske talebanere, er det i orden.

- Afghanistan er et demokrati. Vi har en forfatning, som garanterer, at enhver har ret til at have de synspunkter, som man nu har, understreger Hamid Elmi.

- Man kan godt sidde både i parlamentet og i regeringen, selv om man deler Talebans synspunkter, men man må lægge sine våben. Ligesom Hizbollah i Libanon har gjort det og IRA i Nordirland.

Kendt opskrift

Hamid Elmi understreger, at afghansk politik allerede i dag favner vidt.

- Vi har masser af islamistiske hardliners, både i parlamentet og regeringen, siger han og peger bl.a. på økonomiminister Abdul Hadi Arghandiwal, der er tidligere medlem af Hizb i-Islami.

- Det har hele tiden været Karzais strategi at inkludere oppositionsfolk i regeringen, og det er det fortsat, forklarer han.

- 80 procent af parlamentet består f.eks. af tidligere mujahedinere, der har kæmpet mod russerne. Regeringen består måske af 50 procent tidligere mujahedin-ledere, og det fungerer fint.

Fakta om fredsforhandlingerne

  • NATOs mål er at overdrage ansvaret for sikkerheden i hele landet til de afghanske sikkerhedsstyrker inden udgangen af 2014
  • Frem til nytåret 2015 vil distrikter og provinser blive overdraget ét efter ét
  • Kabul by har været på afghanske hænder siden 2009
  • I juli 2011 blev yderligere syv områder overdraget til afghanerne
  • Det var de tre provinser Kabul (med undtagelse af Sarobi-distriktet), Bamiyan og Panshir, samt provinshovedstæderne Herat, Mazar-i Sharif, Laskar Gah og Mehtarlam
  • Karzai-regeringen har været i dialog med Taleban siden 2009
  • USA mødtes med Taleban i 2011 og dialogen er fortsat i 2012 og 2013.
  • I juli 2011indledte USA en gradvis tilbagetrækning af sine styrker
  • USA planlægger at opretholde et antal fællesbaser for amerikanske og afghanske styrker

Skrevet af: Charlotte Aagaard / iBureauet

Læs også Krig og fred Se Tema

  1. Tidslinje: Krigen i Afghanistan
  2. Dilemmaer
  3. Balance på en knivsæg
  4. Det store spil
  5. Taleban med liv og sjæl
  6. Verdens farligste job
  7. Video: Krigen uden ende