Gæld og opsparing

Det er næsten umuligt at gå igennem livet uden at stifte gæld. Både som privatperson, virksomhed og land.

Når du skal købe et hus, er du nødt til at låne pengene. Det er du sandsynligvis også, hvis du skal købe en bil eller et nyt køkken. Og når du låner penge, stifter du gæld.

Det samme er ofte tilfældet med en virksomhed, der starter op. Der skal købes inventar og måske også maskiner. Og hvis en eksisterende virksomhed skal udvide produktionen eller opgradere maskinparken, så kan det også ske for lånte penge.

Et land kan også stifte gæld, hvis det bruger mere, end det "tjener". Så er der underskud på finanserne, og så må landet ud og låne penge.

Det kan dog være helt bevidst, at et land vælger at køre med underskud et stykke tid. Fx hvis politikerne forsøger at sparke gang i økonomien ved at "pumpe" penge ud i samfundet. Det kan ske ved at igangsætte offentlige byggerier og give skattelettelserne til borgerne.

For meget gæld er skidt

Men for meget gæld er skidt. Jo mere gæld, du har, jo mere skal du betale i renter og afdrag. Det betyder, at du har mindre til forbrug. Ligeledes har virksomhederne færre penge til at investere og lande har færre penge til at servicere deres borgere.

Og hvis din gæld er større, end værdien af det du ejer, så er du teknisk insolvent. Så bliver du en af den slags kunder, som bankerne helst ikke vil have.

Lige nu er der også lande, som har så meget gæld, at de kun kan låne penge til meget høje renter. Det fælder fx lande som Grækenland og Spanien.