Reaktioner på vestlig dominans

Ifølge Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød reagerer ikke-vestlige lande på flere måder, når de skal agere i en verden, hvor Vesten på alle måder forsøger at dominere og kontrollere.

Isolation - våbenstater

Nogle lande ønsker ikke vestlig indblanding. Diktaturstaterne trækker sig tilbage og isolerer sig ved hjælp af censur. Ord som ytringsfrihed og pressefrihed opfattes om skældsord. I 2007 bliver Nordkorea og Burma betragtet som isolerede lande.

Ofte er det sådanne lande, der bliver våbenstater og vægrer sig for kontrol fra fx FN's våbeninspektører. De rejser rundt på det såkaldte "verdenssamfunds vegne" - altså de vestlige lande - og tjekker, om ikke-vestlige lande fx producerer eller har anlæg til produktion af atomvåben eller langtrækkende missiler.

Bandwagoning

Mange ikke-vestlige lande forsøger at slutte sig til Vesten. Ved hjælp af reformer prøver landene at tilpasse sig vestlige normer og værdier.

Fx vil Tyrkiet gøre meget for at blive medlem af EU, ligesom Mexico sammen med USA og Canada har dannet NAFTA - et Nordamerikansk frihandelsområde.

Matche Vesten - splittede lande

Men hvorfor egentlig ligne Vesten, hvis man selv er en stor civilisation? Kina, Indien, Rusland og Brasilien bliver i dag betragtet som kommende supermagter. Civilisationerne er så store, at de kan bevare deres oprindelige værdier uden at blive vestliggjort.

Rusland er samtidigt et splittet land, hvor dele af landet gerne vil høre til Vesten, mens andre dele hellere vil bevare det russisk-ortodokse præg.

Tyrkiet er også et opbrudt land, hvor en stor del af befolkningen ønsker medlemskab af EU, mens resten hellere vil forblive muslimsk og ikke-vestligt. Japan er et eksempel på en civilisation, der matcher Vesten og har bevaret sin kultur.

Et splittet land kan dog blive et samlet land, hvis den styrende elite i landet går ind for fælles fodslag, hvis befolkningen er klar til give køb på gamle eller nye opfattelser, og hvis fx Vesten er klar til at optage nye lande i sin civilisation.