Atomkraft, ja tak?

Siden 1970'erne har debatten raset: Skal vi have atomkraft i Danmark? Nej, har svaret været i 40 år. Men nu banker klimaforandringerne på porten og kapløbet om en CO2-neutral energiproduktion spidser til. Men er atomkraft overhovedet muligt i Danmark?

Atomkraft, ja tak?

Siden 1970'erne har debatten raset: Skal vi have atomkraft i Danmark? Nej, har svaret været i 40 år. Men nu banker klimaforandringerne på porten og kapløbet om en CO2-neutral energiproduktion spidser til. Men er atomkraft overhovedet muligt i Danmark?

  • Af Søren Bjørn-Hansen
Scroll for at læse

Da jeg var barn i begyndelsen af 1980'erne, var mine forældre meget optaget af 'Atomkraft, nej tak!'-bevægelsen.

Min far spillede musik til demonstrationerne, og vi talte meget om atomvåben og faren ved stråling ved det runde bord i køkkenet.

I 1986 nedsmeltede atomkraftværket Tjernobyl i det nuværende Ukraine. Mennesker døde, og radioaktivt nedfald kunne måles selv i det nordlige Norge.

Jeg havde mareridt om det længe efter. Strålesyge og mutationer. Den usynlige dræber.

Og jeg og mange andre blev negativt stemt mod atomkraft og de enorme mængder radioaktivt affald, det angiveligt producerede.

Året inden ulykken i Ukraine blev det ved lov vedtaget, at Danmark ikke skulle have atomkraft. En lov, der stadig står ved magt.

I dag er jeg voksen, og min frygt er, i hvert fald delvist, forsvundet. Den er erstattet af en undren.

For nylig læste jeg et essay i Wall Street Journal af de to forskere Staffan Qvist og Joshua Goldstein med titlen "Kun atomkraft kan redde planeten".

I essayet redegør de to forskere for alle de positive ting ved atomkraft. Blandt andet argumenterer de for, at det eneste der kan gøre vores energiproduktion CO2-neutral, er et skifte til atomkraft.

Og da jeg ringer til Staffan Qvist, går det hurtigt op for mig, at vi måske har en overdreven frygt for i hvert fald affaldsproblemet med atomkraft.

- Det er nok det mest misforståede emne i hele diskussionen om atomkraft, siger han.


- En amerikaners samlede energiforbrug i et helt liv - leveret af atomkraft - vil producere en mængde radioaktivt affald, som svarer til en coladåse.

Men hvad med alle de andre ting vi frygtede?

Var det en fejl, at Danmark dengang i 1970'erne og 80'erne droppede atomkraft? Var vi hysteriske og bange for noget, vi ikke helt forstod?

Og kommer den frygt til at bide os i røven nu, hvor klimaforandringerne for alvor truer? Kan vi stadig nå at komme med på atom-vognen?

Det er denne artikel et forsøg på at undersøge.

I oktober sidste år offtentliggjorde FNs klimapanel IPCC en delrapport, der slog fast, at vi har meget travlt, hvis vi skal have en chance for at holde de globale temperaturstigninger på 1,5 grader.

Langt den største klimasynder er vores energiproduktion, der globalt set står for næsten 70 procent af de udledte drivhusgasser.

Rapporten nævner også, at atomkraft er en del af løsningen.

Men hvad med Danmark? I dag ser planen ud til at være, at vi skal nå vores målsætninger for lavere CO2-udledninger med vindkraft og biomasse. Men er det overhovedet realistisk?

Og hvad ville det egentlig kræve, hvis Danmark skulle begynde at få energi fra spaltning af atomer?

Gorm Bruun Andresen er lektor ved Aarhus Universitets forskningsenhed for vedvarende energi og termodynamik og forsker i energiproduktion. Han er som udgangspunkt skeptisk overfor atomkraft - men ikke direkte imod det.

Han tror ikke, det er løsningen for Danmark på den korte bane.

- Hvis det handler om at undgå klimaforandringer og blive CO2-neutrale inden 2040, så mener jeg ikke, at atomkraft har så meget at skulle have sagt i Danmark, siger han.


- Det tager alt for lang tid at bygge. I lande, hvor de har erfaringer med det her, tager det lang tid. Det seneste værk i Finland er måske ti år forsinket. Og vores investeringsmodeller viser, at atomkraft er en dyr løsning for Danmark.

Han vil dog ikke afvise, at vi skal sadle om engang i fremtiden.

- Når vi engang er blevet CO2-neutrale, kan vi da sagtens stille os selv det spørgsmål, om vi kan gøre det billigere. Det er da en god ide. Måske skal det være noget andet end vind, siger han.

Hvor er gevinsten i at gå ind i atomkraft for os?
Gorm Bruun Andresen

Men ifølge Gorm Bruun Andresen har vi i Danmark alle forudsætninger for at satse på noget, vi allerede er gode til.

- Vi har virkelig noget, der spiller her i Danmark med vindkraft, fjernvarme og varmepumper og integration af dem. At få den her variable energi til at levere varen, det er vi ret gode til, siger han.

- Hvor er gevinsten i at gå ind i atomkraft for os? Det kan jeg ikke rigtigt få øje på.

Gorm Bruun Andresen holder fast i, at vi i Danmark ikke kan nå at bygge atomkraft indenfor tidsrammen i forhold til klimaforandringerne.

Blandt andet fordi vi starter helt fra bunden.

En, der har arbejdet for og med kernekraft, siden vi første gang havde debatten i Danmark, er Bent Lauritzen.

Han er afdelingschef ved Center for Nuklearteknologi ved DTU.

Efter lukningen af Danmarks forsøgsreaktor Risø, er DTU Nutech højborgen herhjemme for tænkning, forskning og udvikling af traditionel kernekraft - det som populært kaldes atomkraft.

Bent Lauritzen synes det direkte spørgsmål, om vi skal have kernekraft i Danmark, er svært at svare på.

- Det ved jeg ikke. Det er det store spørgsmål. Vi er ikke der endnu, hvor vi fornuftigt kan tage stilling til, om vi faktisk skal bygge det i Danmark, siger han.


- Der er nogen grundlæggende undersøgelser, vi skal lave, før vi overhovedet kan tage stilling til det. Vi starter på bar bund.

Økonomien i det skal også undersøges nærmere.

Bent Lauritzen vil godt medgive, at etableringsomkostningerne ved kernekraft er voldsomme. Det koster snildt nogle Storebæltsbroer at bygge et sådan kraftværk. Tocifrede milliardbeløb.

Men det er langt billigere i Asien, forklarer han. Så vi kunne også købe et nøglefærdigt kraftværk af en leverandør i fx Sydkorea.

Men det kræver, at vi er klar til at modtage det.

Der skal laves systemer til godkendelse og behandling af ansøgninger. Og der er spørgsmålet om ekspertise. Har vi folkene til det?

- Verden er en anden end den var i 1985, hvor det her sidst var på tapetet i Danmark. Det første, der skal ske, er at vi skal ændre lovgivningen, som i dag siger, at vi ikke skal have det i Danmark, siger Bent Lauritzen.

Får vi ændret på de ting hurtigt, vil det stadig tage mindst 10-15 år før et kernekraftværk står færdigt i Danmark. Altså, hvis alt går planmæssigt.

Lad dog for alt i verden kernekraft komme ind og konkurrere på lige fod med andre CO2-frie energiformer.
Bent Lauritzen

Der er altså nok af udfordringer. Men ifølge Bent Lauritzen er det, der skal til, for at nå en atomkraftdrevet fremtid i Danmark, at vi taler om det igen.

- Vi skal have debatten igen, og så skal vi have en lidt mere fordomsfri tilgang til kernekraft. Vi skal ikke - som det er i lovgivningen nu - på forhånd udelukke den her teknologi, siger han.

- Lad dog for alt i verden kernekraft komme ind og konkurrere på lige fod med andre CO2-frie energiformer. Og lad os fortsætte med at forske og udvikle i nye reaktortyper osv. Det er den vej, vi skal og bør gå, hvis vi virkelig vil frigøre os fra de fossile brændsler.

Når jeg spørger ind til placering af et eventuelt atomkraftværk i Danmark, svarer Bent Lauritzen, at både mindre og mere tætbefolkede lande har fundet en løsning - og derfor kan Danmark også. Og han affærdiger også mine bekymringer om det radioaktive affald.

Den sidste forsøgsreaktor på Risø blev lukket ned i år 2000, men balladen om, hvor affaldet derfra skal hen, fortsætter den dag i dag. Seneste melding er, at affaldet skal blive på forsøgscenteret
indtil 2073

Sammenligningen er lavet mellem Vestas kraftigste vindmølle på 9MW og Sveriges største atomkraftværk Ringhals på 3951 MW.

Lægger vi bekymringerne om affaldet til side, er der dog stadig andet at gruble over. For atomkraft er vel farligt at producere?

Hvis man kigger på statistik for dødsfald som følge af energiproduktion, er der mere, der tyder på, at dele af frygten for atomkraft er ubegrundet.

Den mest anerkendte forskning, som har undersøgt energiproduktions påvirkning af vores sundhed, blev udgivet i The Lancet i 2007 - og statistikken har ikke ændret sig markant siden.

Ifølge rapporten er kul 500 gange farligere end atomkraft i forhold til dødsfald og 1200 gange farligere, når det gælder alvorlige sygdomme.

I en undersøgelse af energiforsker og kernekraftsingeniører Staffan Qvist og Barry Brook i Energy Policy har nedlæggelsen af atomkraftværket Barsebäck kostet omkring 200 mennesker livet om året - på grund af øget luftforurening, fordi atomkraften hovedsageligt blev erstattet af kulkraft.

Samtidigt producerer kulkraftværker mere radioaktivt materiale end atomkraftværkerne. Kulaske er fyldt med radioaktivtet.

Men alle de argumenter er ligegyldige, når man ser billeder i fjernsynet af et atomkraftværk, som er i brand. Har man hukommelse fra 1970'erne eller 80'erne, husker man Tjernobyl og Three Mile Island.

Folkestemningen var hovedårsagen til, at Danmark aldrig fik atomkraft. Og frygten efter Fukushima-ulykken i 2011 har fået lande som Tyskland til at lukke atomkraftværker på stribe, i en tid hvor CO2-neutral energi er guld værd.

Jeg var selv en del af bevægelsen mod atomkraft dengang. Men i dag er jeg egentlig tilhænger af ideen - på en forsvarlig måde engang i fremtiden.
Einar Baldvin Bardursson

Lektor i psykologi ved Aalborg Universitet Einar Baldvin Bardursson sammenligner frygten for atomkraft med den europæiske frygt for genmodificerede fødevarer - GMO.

Mens mange danskere griner, når en amerikaner afviser klimaforandringerne, så afviser vi selv næsten principielt brugen af GMO med forklaringen, at videnskaben ikke bør forandre det naturlige.

- Det er paradoksalt det her. I en periode hvor livet forandrer sig mere end nogensinde før, er der også mere skepsis overfor visse teknologier, siger han.


- Teknologien har gjort os teknologiforskrækkede.

Ifølge Einar Baldvin Bardursson ligger der hos modstandernde en følelse af, at atomkraft er en uren teknologi.

- Det der sker er, at du har gammeldags konservative holdninger, der udvikles hos uddannede på venstrefløjen og sættes sammen med frygten for, at vores liv trues af en forfærdelig usynlig magt. Men der er en ny diskussion om atomkraft nu. Og det er spændende, siger han.


- Jeg var selv en del af bevægelsen mod atomkraft dengang. Men i dag er jeg egentlig tilhænger af ideen - på en forsvarlig måde engang i fremtiden.

Men eksisterer forsvarlig atomkraft? En version af teknokologien, som er helt ufarlig?

Troels Schønfeldt er CEO for noget så usandsynligt som et dansk atomkraftværk startup. Han mener, at have løsningen på problemet med både sikkerheden, affaldet og omkostningerne ved at bygge atomkraftværker.

Hans virksomhed Seaborg Technologies arbejder på at udvikle en såkaldt flydende salt reaktor (MSR), som også et andet dansk startup, Copenhagen Atomics, arbejder på.

Teknologien er blevet hypet på internettet i årevis og baserer sig på teknologi udviklet af USAs militær i 60'erne.

Seaborgs reaktor kan i teorien bygges både mindre og billigere end traditionelle atomkraftværker - og er samtidigt langt mere sikker. Og så kan den brænde affaldet fra andre atomkraftværker i samspil med grundstoffet thorium, der findes i overflod på Jorden. Blandt andet i Grønland.

Traditionelle atomkraftværker bliver let en investering på ti Storebæltsbroer på én gang. Økonomisk set er det ikke en investering vi bare lige kan lave.
Troels Schønfeldt

- Forskellen på vores teknologi og de traditionelle værker er, at ligemeget hvad man forestiller sig går galt, kan den ikke eksplodere og nedsmelte, siger han.

Går noget galt med en MSR-reaktor, løber det flydende salt, som det radioaktive materiale er bundet i, bare ned i en tank og størkner. Der er ikke noget radioaktivt damp eller gas, der kan eksplodere.

Troels Schønfeldt mener, vi bør bygge atomkraft i Danmark - men tror ikke det kommer til at ske lige foreløbigt. I hvert fald ikke traditionelle værker.

- Ifølge FN's klimarapporter skal vi udskifte kul, gas og biomasse med atomkraft, hvis vi skal nå klimamålene, men personligt tror jeg ikke, vi kommer til at gøre det, siger han.


- Traditionelle atomkraftværker bliver let en investering på ti Storebæltsbroer på én gang. Økonomisk set, er det ikke en investering, vi bare lige kan lave. Og værkerne er så store, at de dårligt passer til et land som Danmark.

En anden fordel ved deres teknologi er, at den er ret let at skalere - i teorien.

- Vi kan lave et kraftværk i en skibscontainer, som leverer 100 Megawatt, så det fx svarer til, hvad en by som Roskilde bruger. Og så passer vi ind i markedet, og det begynder at give økonomisk mening at bygge det i Danmark.

Først skal de dog lige få teknologien til at virke. Og det kræver, at de bygger en.

Men i stedet for Danmark kigger Seaborg mod østen. Og de forventer, at deres første reaktor er klar til at blive tændt et sted i Sydøstasien om få år - præcist hvor, vil Troels Schønfeldt ikke ud med.

Kina har selv investeret over tre milliarder dollars i deres egen lignende prototype, som forventes at blive tændt allerede næste år.


Seaborgs reaktor kan - hvis den virker - bruge affaldet fra traditionelle atomkraftværker og få mere energi ud af det.

Og det er en game changer, hvis det kan komme til at virke. Alle tidligere forsøg - med såkaldte fast breeders - har været lidt af en fiasko.

Men selv den måde at bruge affaldet har en ende. Og når en reaktor ikke længere kan få energi ud af brændstoffet, tager det mellem flere hundrede til titusinder af år, før det radioaktive affald er ufarligt.

Staffan Qvist, ham med essayet i Wall Street Journal i starten af artiklen, forstår ikke det store fokus på affaldet.

Han er Doctor of Nuclear Engineering fra Berkeley, og har for nylig skrevet bogen "A Bright Future" sammen med professor emeritus ved UM Amherst Joshua Goldstein om en fremtid med atomkraft.

Og han mener, at atomkraft er underlagt en anden opmærksomhed end mange andre industrier, hvor det er almindeligt, at man bare skaffer sig af med affaldet i naturen.

- Man kan producere ti tusind ton arsenik om året, hvilket bogstaveligt talt er farligt for evigt og ikke har nogen halveringstid, uden at skulle gøre andet end at grave det ned, siger han.

Arsenikforgiftning minder på mange måder om strålesyge og er dræbende i større mængder.

Staffan Qvist mener, at verden burde droppe den irrationelle frygt for atomkraft og satse på kernekraft - i samspil med andre energiformer, som fx vind og sol.

Ifølge ham, kan verden ikke komme udenom atomkraft, hvis vi virkelig vil nå et punkt, hvor vi slet ikke udleder CO2.


Hvis vi vil gøre vores energiproduktion CO2-neutral, så vi ikke har gas, kul og ikke-bæredygtig biomasse, skal vi have noget andet, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner, siger han.

- Og atomkraft har vist sig som en virkelig god løsning. Det fungerer godt i Sverige. Vi har gennem atomkraft og vandkraft faktisk været CO2-neutrale siden 1980'erne.

Han er utroligt ked af udviklingen i Europa lige nu, hvor lande som Tyskland og hans hjemland Sverige lukker atomkraftværker.

Men udviklingen kan stadig nå at vende. Og det vil den snart ifølge Staffan Qvist.

- Vi må bare håbe, at folk lytter til fakta, siger han.


- Det vi ser i Sverige er, at den yngre generation mellem 20 og 29 har en meget mere positiv indstilling til atomkraft.

De yngre generationer er vokset op uden frygten for atomkrig og blander ikke våben og energiproduktion sammen.

- De er vokset op uden Tjernobyl og den enorme mænge misinformation, den forfærdelige ulykke er omgærdet med, siger han.


- Men de er meget bekymrede for klimaforandringerne. Så jeg tror tiden er på faktas side.

Selv fortalere for vindkraft i Danmark som Gorm Bruun Andresen er enige i, at atomkraft på globalt plan er at foretrække frem for alternativet.

- Jeg har i mange år ikke kunnet lide atomkraft. Det kan jeg sådan set stadigvæk ikke. Men jeg har gjort op med mig selv, at det er uendeligt meget bedre end klimaforandringer, siger han.

Og jeg tror, jeg er endt med at have det på samme måde som Gorm Bruun Andresen.
Indtil vi finder på noget bedre, skal vi i hvert fald holde op med at lukke atomkraftværker.

Men det med at finde en bedre løsning, er desværre også under pres.

I november 2018 stillede Enhedslisten et forslag i Folketinget om at stoppe al dansk støtte til EU-forskning i atomkraft under Euratom - til fordel for vindenergi.

Jeg er fan af vindkraft. Og Danmark har om nogen vist, at det er en teknologi med potentiale.
Men tør vi virkelig satse alt på én hest?

Fremtiden vil vise, om det var en god beslutning. Det er ikke for sent, at lave det om.

Credit


Tekst: Søren Bjørn-Hansen


Animation og illustration: Mathis Birkeholm Duus


Kilder:
Gorm Bruun Andresen, lektor ved Aarhus Universitet
Bent Lauritzen, afdelingsleder DTU Nutech
Troels Schønfeldt, CEO Seaborg Technologies
Staffan Qvist, atomkraftsingeniør fra Berkeley
Einar Baldvin Bardursson, lektor ved Aalborg Universitet
Brian Vad Mathiesen, professor ved Aalborg Universitet
Torben Chrintz, seniorrådgiver, Concito


Billedmateriale: Scanpix og Wikimedia Commons