Forsvarets julemænd kaster med æg og snaps over Grønland med 200 km/t

Når Forsvaret kaster nødudstyr ned fra himlen og løser store og små kriser i utaknemmelige omgivelser, er præcision og timing altafgørende. Kom med dem på øvelse i Grønland.

Forsvarets julemænd kaster med æg og snaps over Grønland med 200 km/t

Når Forsvaret kaster nødudstyr ned fra himlen og løser store og små kriser i utaknemmelige omgivelser, er præcision og timing altafgørende. Kom med dem på øvelse i Grønland.

Scroll for at læse


Jeg står fem meter fra den åbne luge bagerst i Hercules-flyet.

Vi er halvanden kilometer over jorden, og det er koldt i lastrummet.

Larmen fra flyets fire Rolls Royce-motorer er næsten uudholdelig - selv med lyddæmpende hovedtelefoner på.

Gennem lugen kan jeg se de grønlandske bjerge, de store dale og indlandsisen ude i horisonten.

Landskabet svinger fra side til side, som flyet ændrer retning.

Gennem motorstøjen kan jeg høre pilotens skrattende stemme tælle ned i mine hovedtelefoner:

- 10 seconds...

Loadmasteren, ham der har ansvaret for flyets lastrum, står foran mig, et par meter tættere på den åbne luge.

Han er spændt fast til siden af lastrummet og har en lille kniv i hånden.

Ved siden af ham står en metalkasse på størrelse med en stor vaskemaskine.

- 5 seconds...

En faldskærm er spændt fast oven på jernkassen, og jernkassen er spændt fast med en rem til lastrummets gulv.

Loadmasteren sætter sig på hug ved siden af kassen og gør klar til at skære remmen over...

- GREEN LIGHT!

Jernkassen rutsjer mod hullet i enden af flyet

Den slipper baglugen, og med det samme udløser faldskærmen sig.

Gennem lugen kan jeg se jernkassen, der dingler under faldskærmen og daler mod jorden.

Vi er i halvanden kilometers højde og flyver med cirka 200 km/t i et fly, der vejer 70.000 kilo. Der er fire motorer derude på vingerne, og propellerne bliver drevet rundt af i alt 18.000 hestekræfter.

Og alligevel formår besætning at få kassen til at ramme kun cirka 50 meter fra målet, som er en stor, orange kegle.

Droppet gik, som det skulle. Denne gang. Men det kan gå galt, og det er derfor, at besætningen øver det igen og igen.

Flyvevåbnets transporteskadrille er taget til det vestlige Grønland for at øve sig på at kaste ting ud fra Hercules-flyet og manøvrere i et barsk terræn.

Julesnaps, jernkasser og nødudstyr

Pakken, der bliver smidt ud fra flyveren, kaldes for en bundle - både under øvelsesture og skarpe missioner.

Ligesom mange andre militære udtryk kommer ordet fra engelsk for at gøre kommunikationen lettere under internationale missioner.

Når bundlerne skal pakkes, træder faldskærmsspecialisten Kim Ammonsen og resten af Flyvevåbnets SUN-hold (Skærme, Udrustning og Nødudstyr) ind på scenen.

Kim har en otteårig faldskærmsriggeruddannelse bag sig, og der er kun 16 andre i Danmark, der kan det, han kan.

Øve-bundlerne, som de pakker på Grønland, består af et lag pap, en jernkasse og en faldskærm.

Men under missioner i verdens brændpunkter er der sjældent to bundler, som er ens.

Den ene dag skal der pakkes nødudstyr til Kandahar-provinsen i Afghanistan, mens menuen måske står på snaps og julegaver til mandskabet på de isolerede, danske stationer på Østgrønland den næste.

I en branche, hvor missionerne er så vidt forskellige, er Kim Ammonsens viden om pakning og faldskærme vigtig, hvis bundlerne skal klare sig gennem kugleregn og snestorme.

Kom med ind i værkstedet og se, hvordan man pakker bundles i videoen herunder

- I luften kan alt bare ske

Når bundlerne er pakket og klar, er Kim Ammonsen og hans kollegers arbejde under normale omstændigheder overstået.

I krigszoner og katastrofeområder har de af gode grunde ikke mulighed for at tjekke, hvor godt pakkerne har klaret landingen.

Men på øvelsesturen til Grønland er det anderledes.

Her kører de ud til drop-zonen i Sandflugtsdalen, hvor de samler bundler og faldskærme sammen, kører hele molevitten tilbage til hangaren, og gør det hele om igen den næste dag.

Henteordningen giver dem en mulighed for at følge processen til dørs og evaluere på alle aspekter af deres arbejde – en mulighed, der er vigtig i bestræbelserne på den perfekte pakning.

Og pakkeperfektion er et must.

For som Kim Ammonsen siger:

- I luften kan alt bare ske.

Og det gjorde det også i Grønland, hvor en faldskærm ikke foldede sig ud.

Tag med til Sandflugtsdalen og se, hvad der skete.


Kim Ammonsen og kollegerne står i Sandflugtsdalens månelandskab og kigger ud over bjergene.

Vi kan høre, Hercules-flyet er på vej.

I horisonten over indlandsisen dukker en lille, bevinget plet frem.

Når Kim og hans kollegers arbejde er overstået, er det op til de andre enheder i transporteskadrillen at fuldføre missionen.

I den fase, hvor pakken skal afleveres, den såkaldte terminale fase, er det vigtigt med gnidningsfri kommunikation mellem mændene i Hercules-flyet, det lokale radartårn og dem, der skal tage imod godset på jorden.

Dropzonen skal være sikret - der må ikke være civile, og nogen skal være klar til at tage imod pakken - og flyet skal ligge i den rette vinkel og have den rette fart.

Ellers glider pakken ikke ud fra flyet.

Og samtalen over en dårlig radioforbindelse skal ikke være meget skæv, før godset ender oppe på en klippeskrænt.

Kommunikationen før et drop

Prøv selv at høre, om du kan forstå, hvad piloterne, radartårnet og mændene på jorden snakker om i radioen.

Men selv når kommunikationen er uden problemer, kan man aldrig gardere sig 100 procent mod fejl.

Som når en faldskærm ikke folder sig ud.

- Eeej, der var én der ikke foldede sig ud, lyder det fra en af mændene i Sandflugtsdalen.

- Det var en low-velocity, der blev til en high-velocity, joker Kim Ammonsen, da vi går hen mod den totalsmadrede jernkasse.

Kim Ammonsen kunne ikke sige, hvad der gik galt, siden faldskærmen ikke foldede sig ud.

Henne ved kassen, er der spredt pap fra den ødelagte pakning ud over det hele.

Kim fotogaferer ivrigt "vraget" fra alle vinkler, tæt på og langt fra.

Når de kommer hjem til basen, skal det undersøges præcis, hvad der gik galt.

På vej hjem i jeepen fra Sandflugtsdalen fortæller han, at der for 40-50 år siden var den holdning i Flyvevåbnet, at hvis man lavede en fejl, holdt man det for sig selv af frygt for at blive straffet.

Men sådan er det ikke længere.

- Hvis vi ikke indrømmer en fejl eller gør opmærksom på den, lærer vi jo ikke noget, og så bliver vi ikke bedre, lyder det fra førersædet.

- Og så er det jo fint, at det er heroppe, det går galt og ikke under en skarp mission.