Livet på fremtidens Mars-base: Du vågner, da alarmen går

Hverdagen på den røde planet er plaget af farlige situationer.

Livet på fremtidens Mars-base: Du vågner, da alarmen går

Hverdagen på den røde planet er plaget af farlige situationer.

Scroll for at læse

Du skal til at læse en fiktiv fortælling, der foregår på en fremtidig Mars-base. Handlingen er opdigtet, men detaljerne tager udgangspunkt i forskning og de foreløbige planer for, hvordan sådan en base på Mars kan fungere.

Viden undervejs Undervejs kan du klikke på billederne og finde ud af, hvilke elementer i historien, der er inspireret af virkeligheden, ligesom eksemplet herunder.

Året er 2035...

- Biiiiiiip, biiiiip… biiiip!

Den højlydte alarm vækker dig. Du kigger dig forvirret omkring. Hvor er jeg? I drømmen, der stadig sidder i kroppen, lå du på en strand. Du kunne høre bølgernes susen, mærke solen brænde på huden og høre mågernes skrig.

Det eneste, du kan høre nu, er alarmen, der fortsætter ufortrødent. Du er på dit lille kammer. Der er dit skrivebord, dit klædeskab og din uniform ligger på stolen ved siden af sengen, hvor du efterlod den. Der er koldt herinde, og luften er tør.

Endelig går det op for dig, hvor du er. Du er på Mars - og du har ikke mærket den friske havvind mod din hud i mere end et år.

Det banker på din dør.

Inden du kan at sige noget, går døren op. Ind braser din kollega, Dr. Ramirez - basens læge og psykolog. Hun ser bekymret ud.

- Sokorov er væk, gisper hun forpustet.

- Væk? Hvad mener du med det?, svarer du, mens du kluntet hopper i din uniform på den trange plads.

- Vi kan ikke finde ham.

- Hvordan kan have blive væk? Vi bor på 300 kvadratmeter under jorden? Har I tjekket i laboratoriet?

- Ja, vi har tjekket alle steder. Hvad skal vi gøre?, spørger hun.

Du beder hende følge efter dig for at finde Yang, der er basens computeringeniør. Han sidder i messen, med hovedet nede i en tablet.

- Hey, siger Yang og kigger kortvarigt op fra sin tablet, da I sætter jer ved bordet i messen.

- Har du checket loggen? Er luftsluserne blevet åbnet i nat?

- De er ikke blevet åbnet siden i går, da Ramirez og Sokorov var ude for at feje støv af solcellerne, svarer han uden at kigge op.

- Og du er sikker på, at han gik med dig ind i går, Ramirez?

- Ja, jeg lukkede døren bag os.

- Hmm… så må han jo være herinde et sted, siger du.

Sammen med Ramirez går du gennem en gang, op af en trappe og ind i drivhuset.



Da du kommer ind i drivhuset, bliver du mødt af Mars’ røde morgenlys, der skinner ned gennem plastikkuplen. Der er en tung, våd luft herinde - ligesom i et tropehus.

Rummet er fuld af cirkelformede bassiner fyldt med vand. I overfladen af bassinerne gror spiselige planter, og nedenunder svømmer fisk. Robotarme kører på skinner mellem bassinerne og passer og plejer dyr og planter.

Inde i midten af rummet - mellem alle bassinerne - står Sokorovs arbejdsbord med en computer i den ene ende og forskellige haveredskaber, rørstumper og værktøj i den anden.

Men Sokorov, der er basens astrobotaniker og zoolog, og som bruger meget af sin vågne tid herinde, er ingen steder at se. Intet ser usædvanligt ud.

På vej ud plukker du noget salat og gnasker på det, mens du mumler: “Hvad man dog ikke ville gøre for en cheeseburger”.

Heller ikke i motionsrummet, i reaktoren, på værkstedet eller i sygerummet, er der nogen spor efter Sokorov.

Du begynder at blive sulten og beslutter dig for, at I hellere må spise noget morgenmad og drøfte, hvad I skal gøre.

Hen over morgenmaden, der består af quinoa med ærter og porrer samt lidt røget ørred - alt sammen dyrket og avlet her på basen - kigger du på Yang.

- Har du tjekket sporingen i hans dragt?, siger du?

- Ja, den hænger ved luftslusen, som den plejer.

Yang sidder og nipper til maden, mens han tjekker sin tablet og kigger pludselig overrasket op.

- Nogen har rodet med loggen, siger han.

- Hvad? Hvordan?, spørger Ramirez.

- Jeg ved det ikke. Det kræver, at man har admin-rettigheder. Og det er jeg den eneste, der har. Jeg opdagede det, da jeg tjekkede historikken for min bruger. Men jeg har ikke ændret i loggen.

- Hvad er blevet slettet? siger du.

- Øhmm, det ser ud til, at luftslusen blev åbnet i morges kl. 05.45, og logfilen er blevet slettet et kvarter senere. Men så snart du er igennem luftslusen, mister du admin-rettighederne af hensyn til sikkerheden, siger Yang.

- Så Sokorov kan ikke have gjort det, hvis han er gået ud?

- Nej.

I får alle et chok, da det skramler ude ved luftslusen. Og I løber derud, alt hvad I kan.

- Sokorov? Er det det dig?, råber du, mens du er på vej op af trapperne til luftslusen.

Intet svar.

Det eneste, du kan høre, er en svag summen fra ventilationssystemet.

Ved luftslusen mangler den dragt, som du tager på, når du skal ud, mens Sokorovs er faldet ned fra sin knag. Det er nok kilden til spektaklet, tænker du.

- Den falder da ikke bare ned af sig selv, siger Ramirez, - Hvad foregår der?

- Hvis Sokorov er kommet til at puffe til dragten, da han tog den anden på, kan den da godt have hængt yderligt på knagen, siger Yang.

Du beder de andre om at følge med dig ned til Sokorovs kammer.

Kammeret er et værre rod. Der lugter af sved, sengen er uredt, og der er spredt tøj, bøger og papirer ud over det hele. Du sætter dig på det krøllede lagen. De andre bliver stående.

- Hvad laver vi her? Hvorfor går vi ikke ud og leder efter ham?, siger Yang tydeligt irriteret.

- Fordi vi ikke aner, hvor han er gået hen. Vi bliver nødt til at forstå, hvorfor han er gået ud, hvis vi ikke skal lede i blinde, siger du og tøver et øjeblik og fortsætter så.

- Sokorov plejer ikke at rode sådan, gør han?

- Nej, siger Ramirez. - Han er et ordensmenneske.

- Har du bemærket noget, når du har evalueret ham den seneste tid - altså psykisk?

- Nja, han har ikke reageret mere, end vi andre. Lidt rastløshed og dvaskhed - ellers ikke noget.

Du beder Ramirez om at finde Sokorovs journal, mens du roder hans kammer igennem efter spor. Yang lunter væk uden at sige noget.

Stukket ind i en bog finder du et brev. Brevet er ikke gammelt og gulnet. Sokorov har altså ikke medbragt det fra Jorden - og postbuddet kommer ikke forbi denne del af solsystemet. Det må altså være skrevet heroppe.

Brevet er uden afsender, og der står:

Undskyld S.

Jeg kan ikke mere. Det må stoppe nu. Min samvittighed tynger mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på dem derhjemme?

Desuden tror jeg, at de andre kan fornemme noget.

Med brevet i hånden finder du Ramirez foran sin computer i sygerummet på skrivebordet ved siden af undersøgelsesbriksen.

- Kender du noget til det her?, siger du og viser hende brevet. Hun ser på brevet, kigger ned og siger med en lille stemme:

- Øh, ja.

- Har du skrevet det?, siger du vredt.

- Ja, det har jeg.

- Hvorfor sagde du ikke noget. Forklar!, råber du og larmer så meget, at Yang lister hen til sygerummets dør for at se, hvad der sker.

- Øhhmm, ja, altså… Vi havde en affære. Og øhh… Jeg gjorde det forbi i går. Han blev meget oprevet. Tror måske det er derfor, han er gået.

En advarsel lyder fra basens centrale computer: ‘Advarsel, støvstorm på vej. Rammer basen om tre timer.’

Ramirez kigger forskrækket på dig, mens Yang lister ind og sætter sig på briksen.

- Hvad gør vi?, siger hun. - Stormen kan jo vare i flere dage. Det overlever han ikke.

Et øjeblik er du stille. Tænker dig om, og så svarer du.

- Vi må vende det med Jorden? Det er en stor risiko i at gå ud, når der er en storm på vej.

- Men det tager jo 40 minutter, før vi får et svar, siger Ramirez fortvivlet.

- Vi er nødt til at vente på svar. Sådan er reglerne, siger du.

Alle tre går I ned i senderummet for at sende en besked til Jorden.

Efter du har tastet beskeden ind og sendt den via en af de satellitter, der er i kredsløb om Mars, hører du Yang rømme sig.

- Jeg tror måske, jeg ved, hvordan Sokorov slettede logfilen. I går aftes bad han mig om hjælp nede i drivhuset. Jeg gik derned med min tablet, og mens jeg var bukket ind over nogle planter, han bad mig om en ‘second opinion’ på, har han haft fri adgang til den, siger han og fortsætter:

- Min tablet var nemlig ikke låst, da jeg lagde den fra mig, og jeg har fundet et lille program, der er designet til at slette loggen i tilfælde af, at nogen går ud.

- Det forklarer, hvordan han er gået ud, ubemærket, siger jeg.

En høj pling-lyd giver besked om, at basen på Jorden har svaret.

Lad en mand blive på basen og skynd jer ud efter ham. Har I ikke fundet ham om to timer, skal I vende tilbage. Vi kan ikke risikere, at tre ud af fire astronauter er ude i støvstormen, lyder beskeden fra Jorden.

- Ramirez, du kommer med mig, siger du og går med hurtige skridt op mod luftslusen.

Der er helt vindstille. En form for stilhed før stormen. Fordi det ikke blæser, får du øje på nogle nye fodspor i det røde Mars-støv et stykke fra basen.

Sporene fører i en lige linje rundt om basens solcelle-farm, videre forbi fabrikken, der omdanner mineralerne i støvet og CO2’en i atmosfæren til brændstof til jeres hjemtur til Jorden og Orion-rumfærgen, der står, hvor I forlod den, da I landede, for fire måneder siden.

Rundt omkring kører robotter, der høster mineraler og is fra undergrunden. Over jer flyver droner, der holder øje med og reparerer den del af basen, der ligger over jorden.

Sporene fortsætter op over et højdedrag.

På toppen af højdedraget får I øje på Sokorov, der sidder og stirrer ud i horisonten.

Du kobler dig på Sokorovs radiosignal, da i nærmer jer.

- Hvad laver du herude?, siger du med en blid stemme.

Sokorov vender sig om og kigger på dig. Igennem glasset i dragtens visir, kan du se, at han har røde øjne og ser træt ud.

- Det var som, at væggene faldt sammen om mig. Jeg var nødt til at komme ud, siger han.

Ramirez tager over.

- Hør her, det er helt normalt at få det sådan. Vi har ikke mærket solens stråler mod vores hud i et år. Du har bare fået kuller - eller ‘cabin fever’ som det også bliver kaldt. Kom med ind, så giver jeg dig noget mod det, siger hun.

Sokorov vender sig væk fra dig og kigger ud mod horisonten igen.

- Nej, jeg kan ikke holde ud til at være indenfor, siger han.

Ramirez skal til at sige noget, men du bryder ind.

- Hør her, der en støvstorm på vej, og du skal komme med ind lige nu. Det er en ordre!

Sokorov sidder helt stille et øjeblik, så rejser han sig op og løber ned af højdedraget længere væk fra basen.

- Stooop, siger Ramirez, mens I begynder at løbe efter ham.

Sokorov er hurtigere end dig, og Ramirez og du sakker længere og længere bagud. Så falder han over en sten, lander tungt og bliver liggende.

Du vender Sokorov om på maven. Han ligger og græder opgivende.

Du hjælper ham op, klikker et tov med en karabinhage for enden på hans dragt, så I er bundet sammen. Og så går I tilbage mod basen.

Credit


Tekst: Jeppe Kyhne Knudsen


Grafik: Ingeborg Munk Toft


Kode: Casper Glumsøe Bach, Jesper Winther og Tommy Faldt Pedersen


Billedkilder: NASA, Colourbox, Picryl, Wiki Media Commons, BIG, Unsplash og DR Mediearkiv


Redaktør: Lasse From