Du har måske en kammerat, der afbryder, taler for højt og glemmer at lytte, når du endelig får ordet. Selvom det ikke virker sådan, så har din kammerat trods alt færdigheder, der gør, at han kan begå sig ude i verden.
Men det har kunstig intelligens ikke lært endnu, forklarer Morten Christiansen, der er professor i kognitionsvidenskab og sprog på Aarhus Universitet samt professor i psykologi på Cornell University i USA.
- Kunstig intelligens er ikke kommet så langt i forhold til den måde, vi mennesker omgås hinanden på gennem dialog og med sociale færdigheder, hvor vi afvejer diverse situationer. De egenskaber er jo noget, som vi bruger meget tid på at lære, når vi vokser op, siger han.
Så ligegyldigt hvor god en kunstig intelligens kan være til skak eller udregninger, der arbejder med bestemt og håndfast data, kan den stadig falde igennem på grund af de manglende sociale kompetencer.
Det oplevede Vladimir Putin i 2017, da en robot genkendte hans ansigt, og derfor ville introducere sig til den russiske præsident.
Vladimir Putin var i gang med at tale med robottens udvikler, men det holdt ikke robotten tilbage. Den introducerede sig selv, selvom det betød, at den afbrød en samtale.
Mennesker er ofte opmærksomme på, at man lige må vente til, at det er naturligt at bryde ind i en samtale. Og hvis uheldet er ude, og du afbryder en samtale, så kan mennesker heldigvis beklage - men kunstig intelligens fortsætter ufortrødent sin egen samtale.