2020 vil sandsynligvis blive husket som et rigtig lorte-år.

Værst har det naturligvis været for dem, der er blevet syge, døde eller har mistet en, der stod dem nær.

Men siden corona-pandemien begyndte, har alle danskere oplevet, at de måtte opgive noget. Økonomien har lidt, festivaler og rejser er blevet aflyst, og manges liv er forandret, uden de selv har bestemt det.

Og det gør 2020 til et exceptionelt møg-år. Det vurderer Thorsten Borring Olesen, der er professor i moderne historie på Aarhus Universitet. Han siger det dog på en noget pænere måde:

- Corona-krisen har grebet ind i den enkeltes mulighed for at udfolde sit liv. Vi har ikke set en lignende samfunds-indgriben siden 2. verdenskrig.

Men er 2020 så det værste år nogensinde? Altså som i NOGENSINDE?

Måske ikke helt. Inden du åbner en bøtte Ben & Jerry's og grædende synger med på Taylor Swifts ’A place in this world’, så læs her om nogle af de mest forfærdelige år i vores historie.

536: Solens stråler forsvinder

I år 536 bredte en mystisk tåge sig over Europa, Mellemøsten og dele af Asien. Den var tyk som røg og lod nærmest ikke solens stråler trænge ned til Jordens overflade.

- Solen lyste uden stråler, ligesom Månen, hele året, beskriver en af datidens store historikere, Procopius.

Den manglende varme fra Solen betød ekstremt vejr, og den globale temperatur faldt hurtigt med op til 2,5 grader i gennemsnit.

Dengang vidste folk ikke, hvad der skete. Men i 2018 fandt forskere ud af, at tågen og kulden i år 536 sandsynligvis skyldtes et enormt vulkanudbrud på Island.

Og det var altså ikke en tåge, der sådan forsvandt over middag. Ifølge historiske kilder gik der 18 måneder, før solen igen skinnede, som den plejede.

Høsten slog derfor voldsomt fejl i hele Europa.

Folk sultede, og datidens samfund led under enorme økonomiske kriser. Og som om det ikke var nok, gav den ekstremt dårlige levestandard grobund for, at sygdomme kunne sprede sig og skabe endnu mere død og ødelæggelse.

Hvor mange, der mistede livet, er der ikke tal på. Men det er mange. År 536 er uden tvivl et år, hvor det slet ikke har været sjovt at leve.

1349: Den sorte død

I slutningen af 1340’erne havde den sorte død hærget i store dele af Europa, og det var næsten uundgåeligt, at den ville nå Danmark.

Ifølge gamle sagn kom den til landet med et skib fra England i 1349. Herfra spredte den sig fra gård til gård og fra by til by.

De smittede fik typisk bylder.

Først i lysken og under armene, siden på resten af kroppen. Bylderne kunne blive så store som æg og fik følgeskab af store, sorte plamager på hele kroppen. Mange døde i løbet af kun tre dage.

Faktisk anslår man, at op imod 40 procent af befolkningen i Europa mistede livet under den sorte død.

Med så mange døde var det et problem bare at få folk begravet. Børn mistede deres forældre, og der var ingen til at dyrke afgrøderne.

Den sorte død ledte altså til årtiers sult og økonomisk ruin.

- Her er det væsentligt at huske, at der ikke var noget velfærdssamfund til at gribe krisen. Så elendigheden har været enorm, siger Thorsten Borring Olesen.

1918: Den spanske syge

Efter den sorte død blev vi mennesker igennem hundredvis af år, stille og roligt klogere på sygdomme og sygdomsbekæmpelse. Pandemier kom jævnligt, men ingen blev helt så dødelige som den sorte død.

Krigene blev derimod ved med at være voldsomme. I 1918 rasede den første, store verdenskrig på fjerde år.

Og verden havde aldrig set mage: Effektive maskingeværer, giftgasser og kampvogne gjorde krigen ekstrem voldsom. Millioner af unge mænd mistede livet i skyttegravene.

Danmark var ikke med i krigen, men danskerne levede i dens skygge. Økonomien og sindsstemningen var trykket. Og så, midt på sommeren i 1918, opstod endnu en trussel.

En influenza begyndte at sprede sig i befolkningen. Det var i sig selv ikke usædvanligt, men det mærkelige var, at den spredte sig om sommeren – og langt de fleste døde var unge og ellers raske mennesker.

Sygdommen blev døbt ’den spanske syge’, fordi Spanien var neutral under Første Verdenskrig (1914-1918).

Derfor var spanske medier de første til at rapportere om sygdommen, mens medierne i de krigsførende lande var underlagt censur.

Op imod 100 millioner mennesker mistede livet til den på verdensplan - af dem var mellem 15-18.000 danskere.

Det er langt flere liv, end corona indtil nu har taget. I alt må 1918 altså også have været et rigtig møg-år at leve i, og ikke mindst være ung i.

- Tænk på de mange unge mænd, der har overlevet flere år i en frygtelig skyttegrav, og så er kommet hjem til en pandemi, der især tog unge liv. Det har ikke været sjovt, siger Thorsten Borring Olesen.

1944: Krigens mørkeste år

Danmark blev besat af Nazityskland den 9. april 1940.

Heldigvis oplevede danskerne ikke, som mange andre lande i Europa, at vores byer blev tæppebombet, og at hungersnøden for alvor satte ind.

Alligevel var det en meget mørk tid for Danmark. Der var for eksempel udgangsforbud, og danskerne skulle mørklægge deres vinduer. I løbet af krigen blev manglen på varer, blandt andet fødevarer, også større og større.

Man skulle have rationeringsmærker for bare at få fat i en smule smør og kød.

Men varemangel og begrænsninger i den personlige frihed er ikke det eneste, der gør 1944 til et rigtig møg-år. Kampen mellem nazister og frihedskæmpere tog også til det år.

- Det bliver farligere at være dansker. Der er skududvekslinger, strejker og bombninger, blandt andet bombes Aarhus Universitet af britiske fly, fortæller Thorsten Borring Olesen.

Men 1944 markerer også året, hvor krigslykken for alvor vender, og det bliver gradvist mere tydeligt, at de allierede står til at vinde over nazisterne.

- I modsætning til starten af krigen, bliver der i 1944 tændt et håb. Man ser lyset for enden af tunnelen, siger Thorsten Borring Olesen og fortsætter.

- Det aspekt kan man faktisk sammenligne med den situation, vi står i nu. Smittetallene stiger, og restriktionerne bliver flere, men samtidig er håbet – nemlig vaccinen - lige om hjørnet.

Ser vi på det historisk, har menneskeheden som helhed lidt utrolig meget.

Sammenligner man corona-krisen i Danmark med fortidens pestepidemier, krige og naturkatastrofer, virker den måske ikke som den store samfundstrussel.

Alligevel har samfundet været presset i år, og mange har oplevet 2020 som et meget svært år.

Vincent Gabrielsen er professor i oldtidshistorie på Københavns Universitet. Han har et bud på, hvorfor corona-krisen er hård, selv om den blegner i historisk perspektiv.

- Det er uvant for os. I fortiden var det indlejret i samfundet, at katastrofer kunne vende op og ned på livet. Psykisk var de altså bedre forberedte, og vi kan også se, at oldtidssamfund kommer sig over selv de vildeste katastrofer.

På en måde rammer vores trygge og forudsigelige livsvilkår os altså lidt i nakken, mener professoren.

- På den ene side skal vi være glade for, at vi er kommet så langt, men når krisen rammer, så rammer den på en måde hårdere, fordi vi er blevet vant til velfærd, velstand og frihed.

Credit


Tekst: Emilie Aagaard



Grafik: Yana Yun Lin



Billedecredit: ColourBox, Wikimedia Commons, Holger Damgaard/Ritzau Scanpix, Frihedsmuseet, Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix