Scroll for at læse

Jeg var frustreret. 'Mor! Sæt dig ned nu'. Jeg havde lige barberet hendes ben. Det kunne hun ikke selv mere. Badeværelsesgulvet var vådt, og glat gulv og min mors dårlige balance var en farlig kombination.

Jeg havde bedt hende om at blive siddende. For fanden, hvor svært kunne det være at vente i 30 sekunder? Der blev jeg altså lidt sur. Men når jeg bliver vred på min mor, går der aldrig ret lang tid, før jeg får så dårlig samvittighed, at jeg krummer tæer over mig selv.

Min mor kan ikke gøre for det. Hun er syg, og hun kan have svært ved at forstå en simpel besked. Jeg vil gøre alt for min mor, for jeg elsker hende utrolig højt, men nogle gange føler jeg mig virkelig magtesløs.

I dag er det Mors Dag, og i den anledning sætter DR fokus på de sønner og døtre, der i en tidlig alder har prøvet at være en slags mor for deres mor.

Tre unge voksne deler deres beretning. Det her er 21-årige Line Juhlers historie.

For et år siden blev Line Juhler og hendes far forældre for Lines 48-årige mor. Sådan kan det i hvert fald godt føles. Moderen blev ramt af en hjernehindeblødning, og pludselig havde hun svært ved at sætte en sætning sammen og at huske simple ting som at vaske hænder efter toiletbesøg. I en periode var moderen på Hammel Neurocenter, hvor hun gjorde store fremskridt. Hun blev overført til et genoptræningscenter i Grindsted. Men imod lægernes og familiens anbefaling udskrev hun sig selv og tog hjem til familien i Sønderborg.

Det kom bag på os alle, hvor skidt min mor havde det, da hun kom hjem. Jeg tror også, at hun selv var chokeret. Selv de mindste hverdagsgøremål fik det til at brænde sammen i hendes hoved.

Hun havde ellers altid holdt huset. Hun vidste præcis, hvor meget toiletpapir, vi havde, hvad vi manglede af pålæg, og hvilke blomster der passede ind i stuen. Nu kunne hun ikke engang koge en portion pasta.

Vi fik hurtigt en ny rollefordeling. Jeg blev husmoderen, som gjorde rent, vaskede tøj og lavede mad. Min far havde travlt med at trøste min mor, der tit græd, tale med kommunen og passe sit arbejde. Vi aftalte, at min mor ikke skulle have nogen opgaver. Vi ønskede bare, at hun koncentrerede sig om at arbejde med sin talepædagog og ergoterapeut.

Jeg kunne godt blive enormt ked af, at min mor ikke kunne gøre det huslige selv. Det var ikke, fordi jeg ikke gad at støvsuge, men en af de ting, jeg altid havde beundret mest ved min mor, var hendes evne til at holde styr på vores hjem. Det var så frustrerende at se den evne blive taget fra hende.

Jeg ville gøre alt for at se min mor glad, men alt smuldrede mellem hænderne på os.

Ind i mellem var det svært for min mor, at jeg på en måde overtog hendes plads derhjemme. I forbindelse med hjerneskaden udviklede min mor diabetes, og det satte en tyk streg under, at vores roller var byttet rundt.

Jeg hørte mig selv sige 'nej mor, jeg vil ikke købe slik. Det er ikke godt for dig.' Det bliver næsten ikke mere mor-agtigt, vel?

Men hun kunne ikke selv styre det. Hun havde lidt mistet sit filter, og hvis hun ville have chokoladekage, så ville hun have chokoladekage. Et stykke var tit ikke nok.

Jeg ville gerne lytte til lægernes anbefalinger, så jeg prøvede at sætte en grænse. Det blev hun sur over. Jeg skulle ikke bestemme over hende. Det føltes egentlig okay at sige nej, det var for hendes eget bedste, men jeg var ked af hendes reaktion. Hvorfor skulle vi diskutere sådan en lille bagatel?

Det var ikke kun moderens evner til at holde hus, der havde ændret sig. Som ugerne gik, udviklede Lines mor en angst, som havde stor indvirkning på hele familien.

Min mor kunne ikke være alene. Ikke engang i to minutter. Hun havde angst, og den var nærmest gal, bare vi gik ud i haven. Hun var på et dagcenter, når vi var på arbejde, men i alle andre tidsrum koordinerede min far og jeg vores dage næsten ned på minuttal. Der måtte ikke være nogen huller, for så kunne min mor hverken spise eller sove. Hun blev bange bare ved tanken om at skulle være alene.

Min far og jeg brugte aftenerne på at aftale, hvem der handlede ind, hvornår vi alle tre var hjemme, så en af os kunne gå med hundene, og hvem der hentede min mor. Hør det lige: Hvem henter? Det var som at høre et forældrepar, der planlagde dagen for deres barn.

Vi blev næsten kvalt i koordineringen til sidst. Det var umuligt at gardere sig mod alt uforudset, og min mor var heller ikke altid glad på dagcenteret. Hun kunne ringe grædende, når jeg var på arbejde og tigge mig om at hente hende.

Skulle jeg give andre et råd, så er det, at de skal huske at være datter. Sæt dig ned og græd.

Derhjemme kørte det heller ikke. Hun græd stort set hver aften. Der var så mange ting, hun ikke kunne forstå. Jeg tror, at hun havde det som om, at alle kørte 130 på motorvejen, imens hun kun kunne komme op på 50 i timen.

Jeg følte mig magtesløs. I starten prøvede jeg at trøste, men det var primært min far, der stod for det. Jeg godt kunne godt blive lidt sur over, at hun græd. Nu igen? Kunne hun ikke bare for en enkelt aften lade være. Jeg havde ondt i ørerne.

Men mest af alt var jeg ked af det og vildt frustreret. Jeg ville gøre alt for at se min mor glad, men alt smuldrede mellem hænderne på os. Uanset hvad vi gjorde, var det ikke nok.

I påsken sov Lines mor ikke i seks dage. Det gjorde Line og hendes far heller ikke. De havde ikke flere kort at spille med. Energien var brugt op. Moderen blev flyttet til et korttidscenter, hvor hun skulle bo, indtil hun fik plads på en institution. I øjeblikket er moderen dog indlagt. Hendes tilstand er forværret. Hun kan hverken gå eller tale. Lægerne er ved at undersøge hvorfor.

Den fantastiske mor, som jeg havde engang, er her ikke mere. Jeg holder stadig af min mor og vil gøre alt for hende. Men det er ikke moderen fra min barndom, der ligger i hospitalssengen. Jeg har stadig ikke fundet et ord for, hvad jeg skal kalde hende nu.

En af de ting, vi har gjort rigtigt i vores familie, er, at vi har talt åbent om det. Jeg har kunnet sige til min far og min storebror, hvis jeg var træt af min mor. Og vi har grinet, hvis hun er kommet til at kalde mig 'Lars' eller har kaldt agurker for tomater. Det, tror jeg, er vigtigt.

Skulle jeg give andre et råd, så er det, at de skal huske at være datter. Sæt dig ned og græd. Jeg følte ikke, at der var tid til, at jeg tudede også. Men det skal der være, og der skal være plads til, at du er ung. Jeg havde så utrolig dårlig samvittighed over at være væk, når jeg vidste, at det ikke fungerede derhjemme. Men min far har presset på for, at jeg skulle huske at leve mit eget liv. Det er jeg klar til nu.

Til sommer rykker min kæreste og jeg til Aarhus. Det glæder jeg mig til, men så længe min mor lever, vil jeg spille en stor rolle i hendes liv. Vi har lige ansøgt om, at jeg kan blive værge for hende. Det er en stor opgave, men det betyder meget for mig, at jeg ved, at jeg får lov til at tage mig af hende, hvis min far pludselig ikke er her mere.

Credit


Tekst og interview: Trine Hørlyck Bech


Foto: Peter Øvad Halkjær


Grafik: Signe Heiredal


Redaktør: Steffen Møgelvang Skjærlund