Scroll for at læse

Min mor og jeg havde låst os inde. Væk fra læger, sygeplejersker, alvorlige samtaler og telefonopkald. Nu sad min mor halvt afklædt på en badestol på hospitalstoilettet. Ude af stand til at holde balancen. Min ene hånd forsøgte at afværge et fald, den anden vaskede hende med blide, rolige strøg. Jeg gjorde mit bedste for at være ligeså nænsom og kærlig, som hun var ved mig, da jeg var lille.

Det var et meget sårbart øjeblik, for det var her, det gik op for os begge, at den var helt gal med min mor.

Min skønne, smilende mor, som altid havde guidet mig gennem livet. Nu var det min tur til at hjælpe hende, som hun havde hjulpet mig i de 21 år, jeg havde levet.

I dag er det Mors Dag, og i den anledning sætter DR fokus på de sønner og døtre, der i en tidlig alder har prøvet at være en slags mor for deres mor.

Tre unge voksne deler deres beretning. Det her er 27-årige Sofia Christina Dambergs historie.

Den 29. december 2012 blev Sofia Christina Damberg mor for sin mor. Det var den dag en blodprop ramte hendes dengang 47-årige mor i hjernen. Sofia studerede i København, imens hendes mor og 16-årige lillesøster boede i barndomshjemmet på Bornholm. Der var ingen far eller papfar til at hjælpe, da blodproppen fik moderens overblik, talesprog og førlighed til at forsvinde for en tid. Sofia, der dengang var 21, blev familiens nye 'projektleder.'

Det var helt surrealistisk. Min mor plejede at kunne alt. Hun var handyman, lavede mad, satte hylder op og talte om følelser. Hun var både mor og far. Nu lå hun i en hospitalsseng og talte usammenhængende babysprog og kunne ikke gå selv. Hele venstre side af hendes krop fungerede ikke.

Jeg tror, jeg var i chok. Mine egne følelser blev sat på pause, og jeg begyndte at klare alting. For jeg var den eneste til at gøre det, og omgivelserne forventede det af mig. De behandlede mig i hvert fald som en voksen, følte jeg.

Det var mig, lægerne henvendte sig til, og det var mig, der hjalp min mor på toilettet, når personalet på det juleferieramte sygehus havde for travlt. Jeg var husholderske og koordinerede, hvem der skulle gå med hunden, og sørgede for at min mor havde det, hun skulle bruge på hospitalet.

Og så var jeg telefoncentral. Jeg opdaterede min mors venner og familie på situationen. Jeg havde virkelig brug for, at en af dem sagde, 'jeg kommer nu, og så er jeg der bare.' Men det var mere 'tak, fordi du ringede, hold mig gerne opdateret.' Det gjorde jeg så. Jeg har sikkert lydt fattet i telefonen. For jeg er god til at virke tjekket, men jeg ville have givet alt for at have en voksen ved min side på det tidspunkt.

Efter cirka en uge på hospitalet kom Sofias mor hjem. Hun skulle i gang med genoptræningen, og den foregik i familiens hjem. Der kom fysio- og ergoterapeuter på besøg, men derudover fik moderen primært den hjælp, som Sofia gav hende, når hun kom hjem i weekenderne med sine lange to do-lister.

Det sejlede derhjemme, og det var meget hårdt at se på, for min mor har altid været lidt af en rengøringshaj, der klarede alt selv.

Nu var hendes overskud lig nul. Det var, som om systemerne i hendes hjerne var kortsluttet, og derfor kunne hun heller ikke finde hoved og hale i de systemer, man laver i et klædeskab, et køkken og en bunke vasketøj.

Min lillesøster havde svært ved at rumme det, så hun var næsten aldrig hjemme. Det var forståeligt. Hun var 16 år, men det betød også, at min mor var alene. Det gjorde ondt helt ind i mine knogler at tænke på. Jeg ville ønske, at der havde været én til at kramme, støtte og hjælpe hende.

Jeg prøvede lidt at skjule, hvad der foregik, og det, synes jeg, er lidt sindssygt at tænke på nu, for vi havde ikke noget at skamme os over.

Jeg tog hjem alle de weekender og ferier, jeg kunne. Dagene var fuldstændigt planlagte, når jeg kom.

Det første, jeg gjorde, var at skrubbe gulve, derefter skulle jeg til bunds i virvaret af vasketøj. Sådan gik weekenden med at strege punkter fra to do-listen. Min mor var meget taknemmelig og sagde hele tiden: 'Undskyld, undskyld, undskyld.' Hun var så ked af ikke at kunne klare det selv.

Selv om det meste var kaos, kæmpede jeg for at opretholde en facade. Jeg følte, at det var skamfuldt, at der var beskidt hjemme ved min mor, og at det var ildeset, at hun ikke længere kunne være familiens 'overhoved.' Jeg prøvede lidt at skjule, hvad der foregik, og det, synes jeg, er lidt sindssygt at tænke på nu, for vi havde ikke noget at skamme os over. Vi var bare en lille familie, som var fucking uheldig.

Den første tid var Sofias mor sygemeldt, men senere skulle der lægges en plan for, om hun skulle tilbage på arbejdsmarkedet. I den proces spillede Sofia en stor rolle.

Jeg rejste over til alle møder, der handlede om min mors fremtid. Vi talte med læger, terapeuter og sagsbehandlere. Jeg var med som en slags værge for min mor uden dog at være det formelt.

Jeg var tit på bar bund. Jeg blev behandlet som en voksen, der burde vide en masse ting, følte jeg. Men nogle af møderne handlede om førtidspension og arbejdsprøvning, og jeg var 21 og kunne knap nok udfylde min egen selvangivelse.

Jeg var nødt til at læse op på alt. Det var som at forberede sig til eksamen, uden at kende pensum. Det var rent selvstudie, hvor jeg terpede regler på egen hånd. Hvis jeg kom uforberedt, ville det skade min mors sag. Den tanke kunne jeg ikke bære.

Normalt ringede jeg til min mor, når der var noget, jeg ikke forstod, men hjerneskaden fik hende lidt til at ændre karakter.

Tidligere kunne hun hjælpe mig med alt fra, hvordan jeg lavede en porretærte til større følelsesmæssige ting. Nu havde hun svært ved at svare på mine spørgsmål, når jeg ringede. Nogle gange stod jeg grædende med telefonen i hånden, for det kunne godt føles som om min fantastiske mor var død. Til sidst stoppede jeg næsten med at spørge hende til råds. Jeg nøjedes med at spørge, hvordan hun havde det.

Det føltes helt utrolig ensomt ikke at have en voksen at vende mine tanker med. Jeg kan faktisk slet ikke bære, hvis andre skal føle sig ligeså alene, som jeg gjorde. På det her tidspunkt havde jeg flere spørgsmål end nogensinde før.

Efter et par år fik min mor tilkendt førtidspension. Det var en stor lettelse. Hun var så sej og kæmpede til sin genoptræning. Gradvist kunne hun klare mere selv, men hjerneskaden gjorde det stadig svært for hende at træffe beslutninger. Hun stolede ikke på sin egen dømmekraft og spurgte mig om råd.

Da min ekskæreste og jeg hjalp hende med at bygge et køkken, som passede til de udfordringer, hjerneskaden har givet hende, var det mig, der valgte alt fra fronter til hårde hvidevarer. Når jeg spurgte, hvad hun ville have, svarede hun: 'Jeg stoler på din dømmekraft. Jeg kan ikke se det for mig.' Det var ikke, fordi hun var uengageret, hun havde bare svært ved at visualisere ting for sig, der ikke var der.

Jeg var sindssygt usikker. Det var hendes penge, og jeg skulle tage en beslutning på hendes vegne. Hvad hvis jeg tog fejl? Hvad hvis jeg blåstemplede noget, som slet ikke fungerede? Jeg var ved at pisse i bukserne over det, men det viste jeg ikke. Hun skulle føle, at jeg havde styr på det, for jeg ønskede bare, at hun kunne koncentrere sig om genoptræningen.

I takt med at Sofias mor har fået det bedre, har hun fået mere af morrollen tilbage, og Sofia gør, hvad hun kan for at give slip.

En af de sværeste ting har været at leve op til forventningen om, at unge mennesker skal være friske, sjove, glade og have lyst til at erobre hele verden.

Jeg har følt mig tynget og meget mere alvorlig, end min dåbsattest viser, jeg 'bør' være. For eksempel siger det mig ikke ret meget at lægge flotte blomsterbilleder på Instagram, for jeg tror ikke, at det er smukke Instagrambilleder, jeg kommer til at mindes med glæde, den dag jeg skal herfra.

Der er sket vildt store fremskridt fra, at min mor talte usammenhængende og ikke kunne gå, til hvor hun er i dag. Hun har kæmpet og kan stort set alt selv.

Det har virket meget naturligt for min mor at falde tilbage i morrollen. Hun giver råd, og gør det, hun gjorde før. Det er mest mig, der skal lære at give slip. Når jeg kommer hjem til hende, sætter travlheden sig stadig i min krop. Jeg leder nærmest efter steder, hvor jeg kan tage fat. Før i tiden var det nødvendigt, at jeg gjorde det, men det er det ikke mere. Og det er min mor heldigvis god til at minde mig om.

Credit


Tekst og interview: Trine Hørlyck Bech


Foto: Niels Hougaard


Redaktør: Steffen Møgelvang Skjærlund


Grafik: Signe Heiredal