Det er tid til en pause i juli 2016. En nu-gør-vi-noget-andet-pause. En familie-pause.

De beslutter sig en fredag aften fire måneder efter Martinus' fødselsdag. Det er Klaus' idé. Det er planen, at de skal hygge sig ude på terrassen. Men Klaus har brug for mere, inden de skal igang med den tredje og sidste ægudtagning.

Han lader Sarah og Martinus sove længe lørdag morgen.

Han småløber ind i soveværelset: "Nu skal du høre, hvad jeg har fundet. En tur til Bulgarien. Hotel Majestic. Badeferie. Ren luksus. All-inclusive til ingen penge. Vi rejser mandag."

De rejste mandag.

Det er ikke den eneste pause. Der var også en tur til Disneyland. Der har været en kærestetur til London, og en far-søn-tur til Djurs Sommerland og Legoland.

Sarah: ”Når hverdagen er intensiv med fertilitetsbehandlinger, så bliver helingen som familie også meget intensiv. Men vi har haft brug for pauserne. Hver gang jeg er blevet gravid, så tror vi på det. Jeg tror også, det er derfor, at nederlaget bliver så stort."

Der er pauser. Og så er der alle de lange perioder, hvor der ikke er pauser. Der, hvor Sarah har sagt nej til et par sjusser med veninderne og til at starte på løbetræning. Hun har sagt nej til en forlænget weekend i Amsterdam med hendes veninder, fordi hun skulle til en tre minutter lang scanning. Hun har sagt nej til at drikke ved venindens bryllup og droppede samtidig tanken om at starte en ”åh boogie woogie woogie”-kæde i frygt for, at nogen eller noget skulle falde inde i hendes mave.

Forløbet i fertilitetsbehandling er mekanisk, og der er fokus på tid og begrænsninger.

Sarah: ”Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke er der for andre. Jeg ved, der er et større formål. Men når jeg nu har gjort det i seks år, så bliver det svært. Jeg har dårlig samvittighed over for Martinus – over at vi udsætter ham for alt det her. Jeg har dårlig samvittighed over for Klaus. Det er mig, der har fået endometriose efter min første graviditet og kan nu ikke blive gravid naturligt. Men det er Klaus, der tager over. Det er Klaus, der handler og bager kage med Martinus.”

Det er til gengæld Sarah, der tager sprøjter, medicin, har opkast – og lægger krop til. Ved siden af står Klaus.

Klaus: ”Det er hårdt som mand at være med i, fordi jeg har en meget lille rolle i selve behandlingen. Jeg har et stævnemøde med en kop en gang i mellem. Det er alt. Jeg kan stadig løfte tunge ting og drikke små shots. Der er fokus på Sarah, og det kan jeg godt forstå. Men det er også mit barn, der ikke kommer.”

Sarah er gravid. Sådan rigtig gravid med mave, som man er i uge 20. Det er fredag den 7. april 2017.

Dagen begynder tidligt for Klaus. Han står op midt om natten for at læse guidelines om behandlingen af et barn med manglende hjernestamme.

Tre dage forinden har Sarah og Klaus været til den scanning, der skal fortælle dem kønnet. Men scanningen viser, at barnet mangler hjernestammen.

Fredag morgen skal de ind på Riget for at få den afgørende scanning.

”Men den er jo foldet ud som en sommerfugl i hjernen, som den skal. Jeg har læst, at hvis det kun er hjernestammen, der mangler, så kan vores barn godt leve med det. Hvis der ikke er andre fejl i hjernen, så er der jo faktisk en chance for, at vi overlever det her.”

Klaus taler til lægen. Sarah kender intet til Klaus’ nattelæsning, og hun er derfor meget forvirret over hendes kærestes viden og nyfundne håb.

Der går tre timer, før der er svar på scanningerne. Men Sarah er gravid og sulten. Det er ikke en god kombination, og derfor må Klaus være hurtig. Han taster Westmarket på Vesterbro ind. De har aldrig været der før, men det ser hyggeligt ud.

Men hvem spiser klokken 11.30 en fredag? Det gør mødregrupper. Kvinder med barnevogne. Mødre med børn.

Sarah bestiller en sushi, serveret som en hotdog: ”Jeg sidder bare og er så ked af det, at jeg bliver sur, når mødrene tager deres børn op af barnevognene, så jeg kan se dem. Jeg tænker, at de ikke ved, hvor heldige de er.”

Klaus sidder med kylling og vafler: ”Lige der, der øjnede jeg en chance for, at det faktisk godt kunne lade sig gøre. Jeg var nok også lidt overtræt, fordi jeg havde siddet oppe hele natten. Men jeg troede på det.”

Scanningen om tirsdagen viste også, at det var en dreng.

Da Sarah og Klaus forlader mødregrupperne, har sygehuset stadig ikke ringet. De har parkeret på Vesterbro. På Matthæusgade, opdager de. Klaus havde foreslået navnet Marthæus, inden de vidste, om det var en dreng eller en pige. Hvilket navn giver du egentlig et barn, der måske skal dø? Det skal ikke være et navn, som de ofte vil støde på.

Sarah og Klaus kører hjem mod Slagelse, men holder ind på Karlslunde rasteplads, da telefonen ringer.

Det meste af Marthæus’ venstre hjerne er ikke til stede. Den er ikke foldet rigtigt ud, og det vil få store konsekvenser for ham. Lammelser, ingen tale, intet syn – eller kun begrænset. "Tænk over det i weekenden." Sarah og Klaus bryder sammen. De har allerede besluttet sig.

Den fredag handler det om at overleve. Martinus bliver hentet. Det samme gør maden på McDonalds. De pumper luftmadrassen op foran brændeovnen og ser Disney Sjov.

Da sønnen er lagt i seng, sætter de sig sammen for at skrive en sms til venner og familie. De fortæller det først til Martinus dagen efter.

Mandag skriver de under på at gennemføre en abort. Det er første dag, Klaus mærker Marthæus sparke. Onsdag sluger Sarah en rød pille, og torsdag går hun i fødsel.